Det begyndte – sådan for alvor, for sygdommen havde jo udviklet sig længe, kunne jeg forstå – tirsdag d. 19. december.
Efter en uges undersøgelser for alverdens muligheder på Frederiksberg Hospital skulle jeg nu her tirsdag formiddag have resultatet af en nyreskanning. Den midaldrende gråhårede læges ord faldt nogenlunde sådan: ”Du har en tumor i højre nyre. Vi kan tilbyde dig at fjerne nyren.” Sådan. Bang. En lige i synet. I løbet af den efterfølgende korte, kontante samtale, så man ikke skulle være i tvivl: ”Ja. Du har kræft. Men din prognose er vældig god.”
Hvordan tager man den besked? Er den givet på den rigtige måde? Jeg tog det, synes jeg selv, rimelig afslappet. Spurgte lidt ind til sagen. Hørte om der var nogen grund til at indhente en second opinion. (Nej det var der sådan set ikke.) Om det var en ide at overveje et andet hospital (Rigshospitalet kom på tale, men OK, vi holdt os til Frederiksberg.) Blev stillet i udsigt, men ikke lovet, en operation allerede den 8. januar. Gav tilsagn om at underkaste mig en sådan – tilsagnet kunne jo altid trækkes tilbage. Tog det, synes jeg, ret roligt, køligt, overvejende, vurderende – selvom det jo fra starten stod mig klart, hvad vi snakkede om.
Så ud af samtaleværelset – nåh ja, var det den rigtige måde? Jo, vel nok. For mig. Måske ikke for mange andre, men jeg var egentlig godt tilfreds med den ret kontante facon uden trøst, føleri og holden i hånd. Den side af sagen ville jeg nok hellere klare derhjemme. Rystet, da jeg stod på gangen igen?? Ja, det var man da. Sagde pænt farvel til afdelingens læge som udskrev mig fra undersøgelses-indlæggelsen. Kunne mærke, at stemmen rystede lidt.
Men så kom det første store problem. Hvordan få det sagt derhjemme – og til hvem. Sådan noget er jo også synd for de andre – her konen og et par nære slægtninge. Hvordan ville den allerkæreste tage det? Det lykkedes at få afleveret budskabet, uden at nogen brød ned, men det var nok det sværeste i det forløb, der nu har varet en fem ugers tid.
Operationen blev fastlagt til torsdag den. 18. januar. God tid, måske for god tid (?) til at vænne sig til ideen – hvis man kan vænne sig til den slags. Ja, det kan man. Da første den afgørende besked om, at begge nyrer fungerede fint, var givet, så operationen overhovedet kunne gennemføres, så var der ikke megen angst tilbage. Nu skulle det overstås. Men hvor var man dog klar over, at helt godt gik det ikke uden støtte, medleven og medfølelse fra dem derhjemme. Den fik jeg i rigt og fuldt mål. Til trods for, at der var nogen som var – ved jeg nu – mere bange end jeg selv.
Onsdag den 17. januar indlagt til forberedelse af indgrebet. Samtaler, blodprøver etc. Alt gennemført i en let og venlig, imødekommende ånd. Hvor må man være det plejepersonale og de læger tak skyldig, som greb tingene an, som de gjorde. Selvfølgelig vidste vi alle, at det her var noget skidt, noget farligt, måske meget farligt, men hvor var det rart med de mange smil, den store venlighed, ærligheden, når man spurgte om noget – og, nåh ja, der var vist et par ting, man kun fik at vide, hvis man spurgte. Jeg tror, og værdsætter, at alt gik ud på at holde ”patienten” i så godt humør som muligt. Ikke at skabe for megen frygt og nervøsitet. Helst undgå, at man blev rigtig bange. Det lykkedes. Nej, vel er det ikke noget at glæde sig til eller over – men altså, når det skulle være, ja så var Frederiksberg Hospital afd. U2 sagen. Tak for det.
Torsdagen oprandt med barbering af hårene på maven, en kedelig sag, iførelse af stramme nylonstrømper og en særlig operationsskjorte, nedkørsel til operationsgangen. Her mødte man så narkoselægen, som man jo kendte fra gårdsdagens møde. Hej med dig, vi ses – med et stort smil, som skulle vi om lidt have en kop kaffe og sandkage.
Fra operationsstuen i kvindestemmer, snak, nærmest opløftet stemning. Ind kom man til en halv snes kvinder, der hver havde deres at gøre i en venlig og afslappet stemning. Et lille klap på armen, sødt og beroligende. Narkoselægen dukker op og fyrer et par friske bemærkninger af, før man – med blikket rettet mod en køn sygeplejerske - slumrer ind. Den facon var den helt rigtige for mig. Måske ikke for alle – og dog jo, hvorfor mere alvor og dysterhed, som jo kun kan forurolige ”patienten”. Sådan skal det gøres, når det nu skal være. Tak også for det.
Så et par dage hvor man virkelig er et skrog, der skal hjælpes med det hele. Op at stå, man vil ikke. Sårene er ømme – egentlig vedholdende smerter var der ikke tale om – men prøve at grine… og at sove på højre side, så ved man, der er sket noget.. men igen: Hjælp, støtte, omsorg fra plejepersonale og hende den søde, højt elskede som kom og hjalp og støttede. Og havde blomster med. Tag endelig imod al hjælp. Man har da lov til at være pivet og selvmedlidende, man pas på humøret. Uden humøret er der et sølle liv tilbage. Man skal glæde sig over den smukke pigestemme, som med et sødt godmorgen vækker en. Som en pige, man har sovet hos om natten og nu står med morgenbakken. Næh – det var termometeret til morgentemperaturen, blodtryksmåleren etc. Men en rar måde at vågne på – somme tider også til en munter bemærkning, når det var en ny sygeplejerske og en ny studerende. ” Ja du møder mange unge piger. Og det er jo godt, ” lød det en morgen skælmsk. Så måtte man give igen af samme skuffe og havde nær glemt, hvor ondt det gjorde at komme ud af sengen, hvor svært det var at få tisset m.v. Man er ked af hjælpeløsheden, men uden at tabe humøret. Det blev bevaret gennem hele forløbet – også indtil i dag, hvor gode venner og kolleger ved en sammenkomst kappedes om at fortælle, hvor godt man så ud. Og hvor bliver man beroliget, hvor gang man hører nogen side ”jamen jeg har da også kun én nyre. Ingen problemer med det.”
Jeg ved godt, der kan komme et forløb efter dette. Men det her var, hvad jeg syntes, jeg ville fortælle.
PS: Om jeg slet ikke at tudet? Næh… ikke før jeg kom hjem og modtog den største og smukkeste buket fra nogle gode venner, som først da havde fået at vide, hvad der var galt.
