Forside Instruks til forfattere Forberedelse til lægebesøg Kontakt Nyhedsbrev Præsentation Links
    
  » Blærekræft » Patientberetninger » Beretning 2




Print side   Tilføj til favoriter   E-mail side 

Fortælleren er en mand på 55 år

En historie

Som de fleste mænd står jeg op, når jeg skal lade vandet. Jeg tror kun det er de meget velafrettede, der sidder ned. Jeg er ikke så afrettet.

Derfor opdagede jeg ret hurtigt at farven på urinen i kummen blev mørkere i løbet af nogle få uger. Min egen læge undersøgte mig for prostatacancer, og da det på det tidspunkt var hedebølge, sendte han mig hjem med besked om at drikke mere væske.

Han har uden tvivl hørt om kræft i blæren, men ikke så ofte at han tænkte på det i første omgang.

Øget indtagelse af vand hjalp selvfølgelig ikke, så ugen efter sad jeg hos ham igen, og blev henvist til undersøgelse på hospitalet.

Ved en kikkertundersøgelse viste det sig, at jeg havde nogle polypper, som skulle fjernes ved en operation i blæren. Det lød jo ikke så slemt, syntes jeg. ”Du skal gå til jævnlig kontrol efter operationen, og så kan det være vi skal fjerne noget en gang i mellem. Måske en gang om året” sagde lægen.

Da jeg havde fået bukserne på og kom ud på gangen, stod lægen ved en lille pult og dikterede til min journal. Da jeg var ud for ham, udtalte han det skrækkelige ord ”tumor”. Jeg drejede om på hælen og spurgte hvorfor han sagde sådan. Jeg påpegede, at han havde sagt polypper efter undersøgelsen, hvortil han svarede, at det var det samme.

Så kunne jeg lære det. Jeg havde kræft.

”Systemet” ikke er gearet til kommunikation med patienterne. Således tales der om polypper, tumorer, svulster og celleforandringer i flæng. Min kone og jeg har oplevet en samtale med lægen på hospitalet, og da vi kom hjem havde vi hver vores opfattelse af, hvad der var blevet sagt. Jeg har også oplevet at få forskellige forklaringer fra læge og sygeplejerske.

Da jeg kom hjem, og havde fortalt min kone resultatet, begyndte jeg at søge oplysninger på nettet.

Kræftens Bekæmpelse har en meget omfattende hjemmeside med oplysninger om de forskellige kræftformer. Også om blærekræft, og jeg fik et indblik i, hvad jeg fejlede, og det var rigtig godt. Men jeg ville så forfærdelig gerne tale med en medpatient, der havde været turen igennem, og sådan en kunne jeg ikke finde, for der eksisterede ikke nogen patientforening for området den gang.

Familie, venner og kolleger spurgte interesseret til diagnosen. De fleste havde hørt om prostatakræft, men ingen kendte til kræft i blæren.

Efter indgrebet ligger man med et kateter, der løbende kontrolleres af sygeplejerskerne, og når farven på urinen er normal, bliver man udskrevet efter en orienterende samtale med lægen.

Ved hjemkomsten havde jeg kun få smerter ved vandladning. Urinen kunne også være let lyserød, men ellers gik det fint, indtil nogle dage senere hvor jeg ikke kunne lade vandet. Det var til gengæld meget smertefuldt, og der var ingen vej uden om, jeg måtte på skadestuen, for at få ”lettet trykket” pga. hævelse i urinrøret. Få dage efter havde jeg ikke flere gener af operationen, og alt fungerede normalt.

Jeg har fået fjernet polypper i blæren to gange, og da jeg straks efter sidste operation skulle til USA, fik jeg ”påmonteret” et lille kateter med hane, for at undgå at skulle til lægen derovre. Jeg havde hørt, at det var ret bekosteligt, og aftapningsanordningen fungerede optimalt.

Det er 1½ år siden, jeg blev opereret sidst. Jeg får skyllet blæren med Calmette og bliver kikkertundersøgt jævnligt, og føler mig i de bedste hænder. Jeg har det godt, selvom nervøsiteten op til en undersøgelse altid vil være til stede.

Nu er jeg gået hen og blevet ”professionel”. Kender flere af betegnelserne og ved hvad de betyder. Jeg er medstifter af Blæreforeningen, en forening i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse for patienter med sygdommen og deres pårørende. Derfor har jeg også et netværk, jeg kan spørge, hvis der er noget, jeg ikke forstår – men indtil da savnede jeg i høj grad nogen at støtte mig til, og jeg følte ofte, at spørgsmålene tårnede sig op.

Efter min opfattelse er det nødvendigt at få øget kendskabet til sygdommen af flere grunde. Det er bemærkelsesværdigt, at så få kender den, på trods af at der går over 13.000 patienter rundt med sygdommen. Når alle skal møde på hospitalet 3-4 gange årligt, kan enhver regne ud, at her er tale om en sygdom, der er meget omkostningsbelastende for samfundet.

Det manglende kendskab kan have flere årsager:

De fleste med sygdommen er modne mænd, der af natur ikke taler om ”den slags”. Enkelte af deres fruer gør, heldigvis.

Man kan normalt ikke se på en patient, at vedkommende har blærekræft, og næsten alle har det fysisk godt.

Muligvis er der heller ikke knyttet nok prestige til de behandlerne, der tager sig af de mange tusinde blærekræftpatienter årligt. Dette skyldes manglende interesse fra pressens og dermed politikernes side. Heltene i ”branchen” er de ganske få læger, der fjerner hele blæren, og det sker kun lidt over 200 gange årligt. Her er det så igen pressen der er på spil med modsat fortegn.

Kommunikationen mellem behandlere og patienter burde være bedre. Der er ingen tvivl om, at ”de hvide kitler” glimrende forstår hinanden, men kunderne i butikken, altså patienterne, gør ofte ikke. Det skaber helt unødvendige psykiske belastninger hos patienterne, som kan føle, at de sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål, fordi de ikke forstår meldingerne fra behandlerne.

Politikerne må vågne op, så der kan blive forsket mere i blærecancer end der gør i dag. Sygdommen er en af de dyreste for samfundet, og der må være nok at tage fat på, for dødsfalds statistikken har stort set været uændret de sidste 30 år.

Patienter med kræft skriver til andre patienter med kræft


Privacy statement   



Copyright © Svaneklinik - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.