Forside Instruks til forfattere Forberedelse til lægebesøg Kontakt Nyhedsbrev Præsentation Links
    
  » Nyrekræft » Patientberetninger » Beretning 5




Print side   Tilføj til favoriter   E-mail side 

Fortælleren er en mand på 63 år

HELD I UHELD

 ”Held i uheld” er nok den mest betegnende overskrift på min beretning om mødet med kræften og et meget hektisk – såvel fysisk som mentalt – koncentreret forløb.

Indledningsvis gengiver jeg her et åbent brev til Marathon-avisen, der udkommer i september 2008:

Ӂbent brev til Marathon-avisen

I marathon-avisens januar nummer havde jeg fornøjelsen af at blive beskrevet som ”løbeprofilen”, hvor jeg blandt andet også havde lejlighed til at fremkomme med nogle løbeudsagn.

Hvad opnår man, ud over et fantastisk socialt samvær, når man dyrker løb? Jo – man får en såvel fysisk som mental ballast, der dels i dagligdagen og dels i ”skarpe” situationer er af meget stor betydning.

Netop en sådan ”skarp” situation oplevede jeg i juni måned, hvor jeg sendte nogle meget venlige tanker til alle de timer, jeg har tilbragt på landevejene med løbeskoene på.

Umiddelbart før Copenhagen Marathon oplevede jeg efter en træningstur – en lang én – at der var blod i urinen. Jeg havde symptomer på en nyresten, og jeg blev i den forbindelse sendt til undersøgelse. Inden undersøgelserne blev gennemført, løb jeg sammen med ca. 7000 andre et pragtfuldt løb i København den 18. maj.

Undersøgelserne bekræftede, at en nyresten rumlede rundt i urinvejene, men samtidig afslørede undersøgelserne også, at der sad en kræftsvulst i den venstre nyre.

Det blev hurtigt besluttet, at der skulle foretages en operation og svulsten m.m. skulle fjernes. Nærmest i spøg fortalte jeg overlægen, at jeg meget gerne skulle være frisk i slutningen af september, da jeg skulle med Marathon Travel Club ned til Berlin og løbe marathon.

Jeg fik at vide, at man ville søge at klare hele sagen ved en kikkertoperation, hvilket blot betød en række mindre huller i maven, så Berlin skulle være reddet.

Den 16. juni om morgenen blev jeg kørt til operation, og da jeg vågnede først på aftenen efter en hel dag i fuld bedøvelse fortalte man mig, at det var ok med Berlin. De havde ganske vist fjernet hele den ene nyre, men det hele var gået ok.

Der opstod imidlertid en blødning, så kl. ca. 22.00 blev jeg kørt tilbage til operationsbordet og var igen under fuld bedøvelse til midt på natten, mens lægerne standsede blødningen og gav mig nyt blod. Denne gang fik jeg at vide, at nu måtte jeg aflyse Berlin-turen, idet der denne gang var lavet et stort traditionelt snit i maveskindet, så det ville tage lidt tid at hele.

Min pointe er – hvilket blev bekræftet af lægerne – at uden en god og stærk kondition opbygget i dette tilfælde igennem systematisk løbetræning, var jeg ikke kommet så relativt hurtigt igennem så stort et indgreb. Ca. 4 timer efter at være rullet tilbage på afdelingen gik jeg min første tur på gangen.

I øvrigt ser historien ud til at være endt lykkeligt, idet hele svulsten er fjernet, og der er tilsyneladende ikke sket spredning – man kan måske tale om held i uheld. Bortset fra lidt ømhed i maven er den eneste virkning træthed, men det fortager sig også, og så må jeg ikke løbe de første måneder.

Jeg holder dampen lidt oppe ved at cykle, men et par nye løbesko står klar, og nok må jeg sige farvel til Berlin i 2008, men jeg selv med hele heppeholdet vender med statsgaranti tilbage i 2009.

Denne historie blot for at understrege, at der er mange gode grunde til at holde sig i form.

Vi ses ved først givne lejlighed, og rigtig god tur til Berlin og andre spændende løbeudfordringer.

Med venlig hilsen

PL”

Som det måske er gået op for læseren, er jeg en ret fanatisk løber, og det er til dato blevet til 16 marathonløb samt et utal af andre løb af forskellige distancer – gerne lidt lange – inden for de seneste 10 år.

Træningen til dette års Copenhagen Marathon 2008 den 18. maj – gik planmæssigt, og nogle uger før skulle formen pudses af med den sidste lange tur på ca. 30 km. Turen tilbagelagde jeg en lørdag eftermiddag, og efter ca. 2 ½ time vendte jeg hjem til et velfortjent bad og en god frokost.

Om eftermiddagen skulle jeg tisse, og jeg blev noget forskrækket, da urinen var meget blodfyldt. Ved de efterfølgende toiletbesøg aftog den røde farve gradvist, men det standsede ikke spekulationerne – det var vel ikke normalt med blod i urinen?

Vi, det vil sige min kone og jeg, blev enige om, at jeg skulle konsultere vores læge om mandagen, og ikke gøre som man hører mænd jævnlig gør, nemlig at se tiden lidt an, tidsfaktoren kan blive meget afgørende i den sidste ende.

Situationen nagede lidt, men i løbet af lørdag nat kom der en foreløbig afklaring. Midt på natten fik jeg stærke smerter i den venstre nyre, og da jeg samtidig kastede op et par gange, genkendte jeg nyrestenssymptomerne, som jeg havde oplevet dem for 28 år siden, hvor jeg rent faktisk havde nyresten.

Det gav lidt ro i sjælen, og smerterne kunne holdes nede med et par piller. I øvrigt forsvandt smerterne i løbet af søndagen, og jeg har ikke senere haft nogen form for ”hilsner” fra nyrestenen.

Ved besøget hos lægen konstateredes det, at der stadig var blod i urinen, men det kunne ikke ses med det blotte øje. Lægen mente også, at der kunne være tale om nyresten, hvorfor jeg dels blev henvist til Frederiksberg Hospital, Urologisk Afdeling og dels blev henvist til en røntgenundersøgelse.

Jeg fik meget hurtigt en tid på Frederiksberg Hospital, men den blev senere aflyst på grund af strejken – men ulykken var ikke så stor, det var jo nok bare en nyresten, og jeg havde et marathonløb, der lige skulle klares, hvad det i øvrigt også blev uden nogen symptomer overhovedet.

Den 22. maj var jeg til den annoncerede røntgenundersøgelse, og man kunne meget tydeligt på røntgenbilledet se en relativ stor hvid plet, der formentlig var identisk med nyrestenen.

Lægen rettede på ny henvendelse til Frederiksberg Hospital, hvorfra der ret hurtigt kom en indkaldelse til en undersøgelse i ambulatoriet. Indkaldelsen beskrev, at der skulle laves en kikkertundersøgelse af urinveje og blære, og der var vedlagt en meget informativ folder om denne undersøgelse med blandt andet en beskrivelse af det eventuelle ubehag man kunne få.

Jeg mødte op til undersøgelsen i begyndelsen af juni og mødte et venligt og kompetent personale.

Kikkertundersøgelsen forløb uden ubehag af nogen art. Jeg var mest imponeret over, at det overhovedet kunne lade sig gøre.

Der var i øvrigt ikke noget at se ved denne undersøgelse, og vi talte om muligheden for, at stenen var passeret, hvilket jeg dog betvivlede, idet jeg tidligere har prøvet at ”føde” en sten, og det går ikke stille af. Jeg fik taget nogle blodprøver og blev senere sendt til scanning, hvorefter vi aftalte at lægen ville give lyd fra sig, når man forventede at resultatet forelå.

Reaktionen kom onsdag den 11. juni hvor jeg modtog et brev. Man ville gerne se mig på ambulatoriet for at drøfte nogle forandringer. Allerede samme eftermiddag havde jeg et møde med overlæge

Gregers Hermann, hvor han fortalte mig, at ud over nyrestenen, der var lokaliseret til urinlederen i venstre nyre, havde man også fundet en svulst, højst sandsynlig kræft i toppen af venstre nyre.

Så var det pludselig ikke ”bare” rutine mere. Alene ordet kræft får jo tankerne frem i hovedet på én. Gregers Hermann var meget grundig i sin beskrivelse af situationen og de konsekvenser man burde drage af dette. Han beskrev meget indgående, hvorledes han forestillede sig en operation gennemført, idet han ikke efterlod tvivl om, at svulsten skulle fjernes. Han fortalte om amerikanske erfaringer og samarbejdet med Herlev Hospital.

Inden de endelige beslutninger kunne træffes, skulle der en scanning til for at kontrollere, om der var sket spredning til andre organer, ligesom nyrene – specielt den højre – skulle undersøges for at være sikre på at den fungerede og i givet fald kunne fortsætte alene.

Selvfølgelig gav oplysningerne anledning til spekulationer og drøftelser i det lille hjem, men på én eller anden måde betød den grundige orientering og samtale også, at vi med en vis ro og optimisme så frem til det videre forløb.

De supplerende undersøgelser skete fredag formiddag, og umiddelbart efter scanningen blev resultatet gennemset af Gregers Hermann, og vi havde en fornyet drøftelse, der mundede ud i, at en operation var mulig. Dels ville man forsøge at fjerne toppen incl. svulst af venstre nyre, og dels ville man forsøge at fjerne nyrestenen fra urinlederen, hvor den havde sat sig fast. Det hele kunne formentlig klares ved en kikkertoperation.

Gregers Hermann fortalte samtidig, at man havde fået et afbud, så hvis jeg var klar, skulle operationen foregå mandag morgen den 16. juni. Selvfølgelig var jeg klar. Jeg blev afleveret på Frederiksberg Hospitals afdeling U2, hvor jeg formelt blev indlagt, men senere fik lov at forlade hospitalet med besked om at møde søndag kl. 14.00. Forinden week-end orloven blev jeg undersøgt rutinemæssigt, hjerte m.v. – og fik igen en yderligere grundig orientering blandt andet om fjernelse af nyre, bedøvelse og fysioterapi.

Det var meget beroligende at opleve et positivt og professionelt personale, der gjorde meget ud af orienteringen, så jeg mødte op søndag eftermiddag efter en week-end, hvor jeg var meget bevidst og afklaret om, hvad der skulle ske.

Søndagen gik med at faste og tømme systemet samt fordrive tiden sammen med et par hyggelige medpatienter foran fjernsynet med blandt andet EM i fodbold. Jeg fik en relativ god nattesøvn – fik lov at drikke et enkelt glas vand kl. 06.00, hvorefter den stod på bad og barbering af operationsstedet. Jeg fik tilbud noget beroligende, men jeg følte mig så tryg, at det ikke var nødvendigt.

Efter at have ringet til min kone, blev jeg kl. 08.00 mandag morgen kørt over til operation. Første stop var opvågningen, hvor jeg blandt andet fik lagt en kanyle ind i ryggen med henblik på senere smertestillende behandling.

Senere blev jeg kørt ind på operationsstuen og lempet over på operationsbriksen. Sikke en masse mennesker, men der herskede en god og afslappet stemning, og stille og roligt ”slukkede lyset”, hvorefter teamet tumlede med mig det meste af dagen.

Først på aftenen vågnede jeg på opvågningsstuen. Først med et lidt forvirret billede, men hurtigt fik jeg fokus og fik kontakt med sygeplejersken. Jeg havde ingen smerter, men kunne godt se, at maveskindet var plastret til og var lidt ømt.

Den solide orientering fortsatte, og jeg blev briefet om, at det var lykkedes med kikkertoperationen, men man havde valgt at fjerne hele den venstre nyre, således at der var gjort ”rent bord”, og jeg ikke senere skulle få problemer blandt andet med urinlederen. Det gav en god fornemmelse.

Familien kom på besøg, og det var meningen, at jeg skulle rulle tilbage på afdelingen i løbet af aftenen. Inden vi nåede så langt, opstod der imidlertid problemer, og ved ni-tiden ringede overlægen hjem til min kone og fortalte, at de var nødsaget til at køre mig tilbage på operationsbordet, idet der var formodning om, at der var opstået en blødning.

Jeg fik naturligvis den samme besked af Gregers Hermann, der sammen med operationsholdet var sendt på banen igen.

Opstod der angst eller frygt? – nej, egentlig ikke. Vi talte stille og roligt om tingene og konklusionen var, at hvis der ikke blev gjort noget, var der grund til panik. (Jeg ved, at min familie tænkte en del mere over tingene end mig – der var midt i processen).

Tilbage til operationsstuen – scenariet var kendt og alle virkede parate, men afslappede. Der var en god stemning.

Jeg har efterfølgende fået fortalt, at da jeg havde lukket øjnene igen, kom der ”knald på”.

Tidligt om morgenen – kl. 03.30 vågnede jeg og fik igen øje på den omsorgsfulde sygeplejerske på opvågningen. Det gik så op for mig, at jeg i løbet af natten var blevet forsynet med et langt, traditionelt operationssnit i maven, at jeg havde fået 4 poser blod og 2 poser plasma, at blødningen var standset, og at jeg sådan set havde det meget godt efter den ”lille omvej”.

Vi fik givet min kone en status, og resten af natten gik stort set med snak med sygeplejersken – kors hvor var jeg tør i munden efter denne omgang.

Jeg havde fortsat ingen smerter – selvfølgelig gjorde det ondt i sårene, når jeg bevægede mig (i alt blev det til et stort og et lille snit samt fire huller samt et par drænhuller – smukt syn!), og inden jeg rullede tilbage til afdelingen blev smertekanylen i ryggen fjernet – den fik vi ikke brug for.

Tilbage på min stue, fik jeg lidt at spise, og lige efter frokost fik jeg besøg af fysioterapeuten, der hev mig ud af sengen til en gåtur på gangen.

De følgende dage gik med at pleje sårene, således at jeg undgik infektion. Jeg fik også antibiotika, og på trods af diverse slanger og poser, stod der også gåture på programmet. I løbe af nogle dage blev slangerne og poserne fjernet, og så gik gåturene op og ned ad trapperne i bygningen.

Jeg blev sendt hjem på week-end fredag og mødte igen på hospitalet mandag morgen. Efter en undersøgelse blev jeg udskrevet.

Ud over ømheden i maveskindet er det overraskende hvor træt man bliver – det er længe siden, at jeg har sovet til middag.

Forklaringen er selvfølgelig den fysiske belastning kroppen har været udsat for, og selv om jeg ikke på noget tidspunkt har været bange i forløbet, påvirker sådan en omgang – ikke mindst bevidstheden om, at der var tale om cancer – måske mere end man egentlig er bevidst om.

Der er nu gået 7 uger siden operationen. Gregers Hermann har orienteret mig om, at nyren blev taget ud hel, og at svulsten ikke var brudt igennem, så sandsynligheden for spredning var meget lille. Jeg skal møde til kontrol om et halvt år, så alt i alt endte denne dramatiske historie meget lykkeligt.

Jeg er ved at være på toppen og jeg sover ikke mere til middag. Jeg knokler rundt på min cykel for at holde på musklerne, og jeg glæder mig til jeg kan begynde at løbe igen om en måneds tid.

Jeg sender en venlig tanke til nyrestenen, der er den direkte årsag til, at svulsten blev opdaget i tide – så jeg synes, at lykken har tilsmilet mig og min familie.

Generelt har det været en meget positiv oplevelse – når det nu skulle være – hvor jeg har mødt meget søde og professionelle folk, der ikke mindst igennem gentagen dialog, har medvirket til at dæmpe bekymringen i forbindelse med konstateringen af, at man har kræft. Omgivelserne, familie, venner og kolleger har været en stor støtte, og det har i mange sammenhænge bragt os tættere på hinanden.

Hvorfor nu denne solstrålehistorie? Jo, det er vigtigt at fortælle, at en besked om, at man har cancer ikke automatisk behøver at betyde, at alting er slut!

Patienter med kræft skriver til andre patienter med kræft


Privacy statement   



Copyright © Svaneklinik - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.