Forside Instruks til forfattere Forberedelse til lægebesøg Kontakt Nyhedsbrev Præsentation Links
    
  » Peniskræft » Patientberetninger » Beretning 1




Print side   Tilføj til favoriter   E-mail side 

Fortælleren er en mand på 62 år

Midten af maj 2002 var en mærkelig og på mange måder en skæbnemåned for mig.

Dagen før min 62-års fødselsdag mistede jeg en næsten uundværlig del af mig selv. Selve den del af mig der havde beriget verden med 3 børn var væk. Det er måske bedre at begynde lidt tidligere.

Jeg havde følt mig sløj i lang tid, når jeg tænker tilbage ca. 2 år. Det er ikke til at sige, hvad der er galt. Det starter bare med lidt problemer her og lidt der. Der er så mange ting, der ikke fungerer, og langsomt (jeg siger langsomt, det er jo derfor, man ikke reagerer) begynder det også at indvirke på psyken. Man bliver ikke decideret deprimeret, men får mere fornemmelsen af, at det hele snart er slut. I mit tilfælde bevirkede det, at jeg fik skrevet en bog om mit liv ”Swang Song”, (alene titlen viser, hvad jeg mente om min fremtid,) og når jeg i dag læser forordet og mine råd til mine børn, går det helt op for mig, hvordan jeg havde det med mig selv.

Så begyndte det, som gav det endelige udslag. Jeg fik problemer med at lade vandet. Det er ikke noget, der chokerer en mand i min alder. Alle tænker: ”Prostata”. Jeg slugte da også alt, hvad der fandtes af medikamenter på den tid. Lige lidt hjalp det. Bagefter siger man til sig selv: ”Hvorfor pokker gik du ikke til lægen,” men det er vist desværre typisk for mange mænd, at vi mener, det nok går over. Det gjorde det ikke, og en dag kunne jeg simpelthen ikke tisse mere.

Endelig, op til lægen, på hospitalet, op på briksen og så kom den flinke overlæge og ville røre ved dén. Det går ikke, sagde jeg, det kan jeg ikke engang selv. Resultatet var, at man måtte tappe næsten 1 liter ud af mig via en sonde ca. 5 cm under navlen. Det gjorde helvedes ondt. Derefter fik jeg besked om, at jeg skulle opereres dagen efter (eller 2 dage, det husker jeg ikke.) Lægen pointerede også, at det kunne resultere i en amputation af penis, når de havde fået kigget på den. Min første tanke var, og jeg tror også, at jeg sagde det til lægen, at hvis jeg skulle gå med pose i siden resten af livet, så springer jeg ud af vinduet. Her kom den moderne videnskab mig til gode. I dag opererer man ganske enkelt urinrøret nedenunder patienten, så den eneste forskel er, at jeg skal sidde ned og tisse resten af mit liv. Og når damerne kan, kan jeg vel også. Det er til at leve med.

Det har jeg så gjort foreløbig i 4 år, og jeg har det faktisk forbløffende godt. Når man kommer ud fra hospitalet og opdager, at alle de der små problemer er væk, går det først op for en, hvor syg man faktisk havde været.

Og så siger man til sig selv: ”Hvorfor f….. gik du ikke til lægen noget før.”

Patienter med kræft skriver til andre patienter med kræft


Privacy statement   



Copyright © Svaneklinik - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.