Forside Instruks til forfattere Forberedelse til lægebesøg Kontakt Nyhedsbrev Præsentation Links
    
  » Tanker om kræft » Sådan lever jeg med kræft.




Print side   Tilføj til favoriter   E-mail side 

Denne beretning er bragt som kronik i Politikken

Min rejsekammerat - kræften

Af Flemming Flyvholm

Journalist og kræftpatient

”Jeg slipper aldrig af med kræften.” Det giver et sug i maven, når jeg siger det til mig selv – eller som nu skriver det. Alligevel skaber det også afklaret ro i mine tanker. Jeg kan bedre være til i min nye tilværelse som kræftpatient.

Den fredag morgen jeg fik beskeden, ”Du har kræft!” ændredes med ét hele min livsopfattelse, mit syn på mit eget liv. Jeg blev totalt opslugt af en eneste tanke. Hvornår skal jeg dø? Om nogle dage? Uger, måneder? År tænkte jeg ikke i. Jeg var overbevist om, at nu stod det store, endegyldige ophør lige for døren, og der var ikke plads til andre tanker i mit indre.

Nu tre år efter med mange undersøgelser, to operationer, flere skanninger og behandlinger i månedsvis med fokus på bivirkningernes hærgen er jeg nået frem til en ny erkendelse og et nyt livssyn. Kræften vil være min rejsekammerat resten af livet.

Det kan lyde, som om jeg har opgivet håbet og overgivet mig til mismod og resignation. Men sådan er det ikke. Tværtimod.

Den nye erkendelse har givet mig en vis optimisme og indre ro, og den har åbnet mine øjne og følelser for det liv, jeg lever nu – og skal leve til jeg dør. Hvornår ved jeg jo ikke. Men det vidste jeg heller ikke før, da jeg ikke kendte til kræften i mit indre. Jeg har forstået, at kræften er en del af mig, og jeg må – og vil – acceptere den som en væsentlig og påtrængende del af mit liv.

Det har kostet mange dages intense overvejelser, dystre tanker og fortvivlende følelser, som jeg måtte igennem for at nå frem til den nye ro og frihed. Først og afgørende måtte jeg tage et opgør med frygten for kræftens hærgen, og jeg opdagede hurtigt at lige så nødvendigt var det beskytte mig mod den altdominerende angstkultur i tiden.

Angsten og den konkrete frygt er blevet en almindelig del af vores hverdag, og den ligger lurende i vores underbevidsthed og venter blot på en anledning til at springe frem og angribe os. Vi konfronteres hver eneste dag med skrækken. Tilskyndes til konstant at frygte – frygte for sygdom, ulykker, klimakatastrofer, krig og især terror. Frygten for terror er blevet en livsform på trods af, at vi i Danmark aldrig har været tæt på terror, aldrig har oplevet terror og meget usandsynligt vil blive ramt af den personligt. Terrorhysteriet gennemsyrer alt og bidrager i den grad til at forøge vores daglige angst.

Den udbredte samfundsskabte angst fremkalder en eksplosiv angstatmosfære, hvori den individuelle frygt alt for let antændes. Også kunsten bidrager til angsten. Døden er kunstens foretrukne tema. I film, teaterstykker, romaner dyrkes angsten for døden, for lidelse, tab og voldsomme ulykker med en forkærlighed, så man uden forbehold kan konkludere, at tidens kunst og medier er bærere af en altfortærende angst- og døds-kult.

Som forfatteren Huraki Murakami – og flere andre - skriver, fødes den virkelige terror af vores egen fantasi. Og – vil jeg tilføje - af roman- og manuskriptforfatternes, filminstruktørernes og redaktørernes forkærlighed for at beskrive og bearbejde angsten i deres værker og medier. På det nære plan møder vi skrækken hver dag i kantinens hurtige fortællinger om andres hårde skæbne, ved middagsbordet med vennerne og i familiens kollektive bevidsthed om onklen, tanten eller forældres pludselige og smertefulde død.

Angsten æder ikke kun sjæle op. Den æder hele kroppen, bevidstheden og sætter sig som en grådig parasit på følelserne. Og i det klima skal man – skulle jeg lære at leve med en livstruende sygdom. Ikke blot lære at leve med den. Men leve et godt liv med den. Når vi selv rammes af en livstruende sygdom hensættes vi i et totalt omvæltende alarmberedskab, som paralyserer alle følelser og tanker.

Da alarmklokkerne ringede for mig, og lægen sagde ”kræft”, aktiveredes angsten i en konkret og meget nærværende frygt, som truede med at slå al livslyst ihjel. Jeg reagerede med en voldsom vrede, som jeg ikke kunne rette mod noget eller nogen. Desværre fandt jeg på at vende den mod budbringerne, lægerne, i de første måneder efter diagnosen. En løsning, som blev hjulpet godt på vej af den udbredte stemning i samfundet, hvor politikere, nogle nyhedsmedier og en god del alternative behandlere uhæmmet og udokumenteret kritiserer hospitalslægerne og det almindelige sundhedssystem for snart sagt hvad som helst. En meget udbredt og populær sport for tiden. Men ikke desto mindre forfærdelig skadelig. Den underminerer den nødvendige tillid til den læge, patienten møder og er så afhængig af.

Jeg tror, der gik tre måneder, inden jeg kom ud af den paralyserede tilstand, som diagnosen og den almindelig fortælling om kræft satte i mig. Tre måneder med stærke og gentagne tanker om min snarlige død. Og da mit spørgsmål til læger og alternative behandlere om, ”hvad kan jeg selv gøre”, forblev ubesvaret eller blev mødt med ikke særlig pålidelig happy-time-positiv-thinking, så følte jeg mig hensat til en forvirrende og nedbrydende offerrolle, som jeg heldigvis indså ville ødelægge mit liv totalt.

Jeg måtte vende om. Begynde helt forfra og bygge mig op på ny, finde andre beretninger end de gængse skrækhistorier, slukke for medierne, afstå fra at se normal-krigeriske film, finde bøger som kunne hjælpe mig til at genfinde – måske endda genopfinde livet:

Det konkrete, banale og skønne liv ved at glæde mig over familiens og nære venners kærlighed. Nyde forårssolen og blomsterne, der skyder op og blomstrer. Og finde og knytte mig til de mange positive, optimistiske mennesker, som forsøger at styrke det gode liv og det gode mellem mennesker. Kærligheden, venskabet, omsorgen.

Jeg måtte gøre op med den herskende aggression og angstkultur, som under mottoet, ’ned med godhedsindustrien’ dominerer den offentlige debat. At få øje på det gode i livet, at finde frem til at jeg godt må dyrke det gode og kærligheden mellem mennesker, og at livet faktisk er værd at leve og slet ikke så skrækindjagende, som tidsånden gør det til.

Alt dette var noget af en kamp, som også krævede at jeg gjorde op med den samme tendens inde i mig selv. Tendensen til kun at samle på negative billeder af samfundet, kun at forholde mig såkaldt kritisk og krævende over for samfundet. Jeg måtte bort fra den udbredte rethaveriske offermentalitet, som vi gemmer os bag, når livet er svært og kræver, at vi selv tager ansvar for vores liv og skæbne.

Offerrollen og troen på, at vi har ret til et lykkeligt og sundt liv skaber underligt nok en overvældende modstand mod at give sig hen til det banale og lyse liv. Jeg begyndte at koncentrere mig om ”at leve godt – nu med kræft”, som jeg sagde til mig selv og alle der ville høre på mig. Efterhånden blev min død mindre og mindre interessant. Jeg var ikke så optaget af, hvornår jeg skulle dø. I stedet dukkede en ny interesse op for den tid, jeg endnu havde – og har – at leve i.

Langsomt og med stadige tilbageslag blev frygten for kræften og døden mindre. Jeg lærte mig, at jeg godt kunne leve med angsten, jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at når jeg fik en bums på næsen, skyldtes det ikke, at kræften havde spredt sig dertil. Jeg begyndte at se mig omkring og nyde, at jeg var i stand til at gå en lang tur rundt om Søerne uden at miste pusten. Og jeg glædede mig over andre mennesker. Faktisk begyndte de at eksistere for mig igen, jo mere min selvcentrerede angstdyrkelse aftog.

Stærkt medvirkende til min fornyede livslyst var familiens og vennernes støtte. Det er sagt og skrevet mange gange af andre kræftpatienter, at uden familiens og nære venners ubetingede støtte går det ikke.

Men det kræver af mig, at jeg åbner mig og tillader mine nærmeste at hjælpe, at jeg hører efter, hvad de siger, at jeg mærker og inddrager deres følelser, deres kærlighed – og også tør rumme deres angst. Det lyder banalt, men det kan være ganske svært, især hvis man ikke kan komme fri af offerrollen og den selvcentrerede angst.

Men også i lægeverdenen fandt jeg støtte. Først og fremmest fandt jeg ud af – ved at søge mig frem på alverdens forskningssider – at kræftforskningen faktisk er i rivende udvikling, og der er rimelig god grund til optimisme. En dansk overlæge stod frem i tv og foreslog, at vi skulle begynde at betragte kræft som en kronisk lidelse, der kunne holdes nede med de nye behandlingsformer. Kræft er ikke altid en akut trussel mod det menneske, der bliver ramt, sådan som man indtil nu har opfattet det. Også jeg havde været plaget af den forestilling, men nu lettede det.

Også mine egne læger hjalp mig gevaldigt. Jeg er så heldig at være tilknyttet et center for nyrekræft, som er oprettet i samarbejde mellem Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet. Her møder jeg altid de samme to læger, overlæge Gregers Hermann og læge Mari-Janne Højer Larsen samt sygeplejerske Ghita Holm.

Centret er unik, fordi det dækker både den kirurgiske, den medicinske og den onkologiske del af behandlingen af nyrecancer. Jeg skal altså ikke flytte og henvises fra afdeling til afdeling, men kan forblive på centret i hele mit behandlingsforløb.

Det giver en fantastisk ro og et tillidsforhold til mine tre skytsengle og praktiske behandlere på Rigshospitalet.

Jeg ved godt, det er meget omstridt at anse tillid og omsorg fra læger og sygeplejersker som et bidrag til helbredelse, men der er ingen tvivl om, at det føre til bedre helbred – livskvalitet - for patienten. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er sket i mit tilfælde.

Gregers, Mari-Janne og Ghita har hjulpet mig til at finde mit gode liv frem ved tillidsfuldt og fagligt kompetent at vise mig, hvad der egentlig foregår i min krop, og hvad de kan gøre for mig.

De har ikke lovet mig, at jeg ikke skal dø af kræften. Det har de ikke. Men de har bidraget væsentligt til, at jeg har kunnet acceptere mine kræftknuder og derved reducere deres skrækpotentiale. Samtidig gør de tre alt for at forhindre knuderne i at vokse og true mig.

Ret sandsynligt er det, at jeg aldrig slipper af med kræften. Og i hvert fald er det sikkert, at lægerne ikke kan love mig, at jeg er ”rask”. Selv om knuderne skulle blive reduceret så meget, at vi ikke kan se dem på en CT-skanning, ved jeg, at der nok fortsat vil være nogle kræftceller tilbage i min krop, og en dag vil de måske igen begynde at dele sig uhæmmet. Men det betyder jo ikke, at jeg skal overgive mig til frygten. Faktisk ved jeg af erfaring, at jeg kan leve et godt og stærkt liv med kræftceller i mig.

Min kræftkarriere begyndte i realiteten for 21 år siden, hvor jeg fik fjernet den højre nyre. Efter operationen og mange kontrolbesøg blev jeg erklæret helbredt. Og det var jeg så, til kræften højst overraskende dukkede op igen for tre år siden. Men da var der gået 18 livfulde år, hvor kræften havde boet upåagtet i mit indre.

Nu har jeg så levet tre år med nogle meget påtrængende knuder. Levet ret godt på trods af bivirkninger, træthed og stadig følelseskamp. Og jeg har tænkt mig at leve videre, så godt jeg nu kan, og så længe som jeg nu kan. Med kræften som en uinviteret livsledsager.

Patienter med kræft skriver til andre patienter med kræft


Privacy statement   



Copyright © Svaneklinik - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.