Forside Instruks til forfattere Forberedelse til lægebesøg Kontakt Nyhedsbrev Præsentation Links
    
  » Nyrekræft » Patientberetninger » Beretning 1




Print side   Tilføj til favoriter   E-mail side 

Fortælleren er en kvinde på 62 år

Mandag den 10. maj 2004 fik jeg mit livs største chok; jeg havde kræft i den højre nyre og der var metastaser i begge lunger.
 
Jeg havde gået et stykke tid og været dårlig. Jeg troede, at det var min ledegigt, som var i udbrud, så jeg gik til min læge, som henviste mig til en gigtlæge. Da jeg stod for at skulle rejse væk i 3 uger, fik jeg noget binyrebark-homon, hvilket betød, at jeg fik det rigtig godt. Da jeg kom hjem, fik jeg foretaget de sidste undersøgelser, som mundede ud i den besked, at det var kræft. Samtidig fik jeg at vide, at der ikke var noget behandling for denne kræftform, når den først havde spredt sig. Jeg kunne dog komme med i et forsøg på Rigshospitalet.
 
Til al held havde jeg min yngste datter med, da jeg fik beskeden, så vi kunne tage en tudetur sammen. Vi kørte hjem og snakkede om, hvorvidt dette var mit sidste forår eller sommer. Det kunne jeg ikke få til at passe, for jeg havde det jo godt. Jeg lukkede mig inde i en osteklokke; følte det som om at det ikke kom mig ved Efter et par uger kom min ældste datter hjem fra et ophold i udlandet og tog over. Hun havde flere gange sagt, at jeg skulle søge alternativ behandling, men jeg havde ikke fået gjort noget ved det. Hun købte bogen ”Den dag du får kræft” af Erik Rasmussen, og den fik jeg besked på at læse. Pointerne i den bog for mig var, at man skal bruge ventetiden positivt og tage ansvar for sit eget liv.
 
Den 8. juni 2004 var jeg til undersøgelse på Rigshospitalet for første gang. Her fik jeg at vide, hvilke muligheder der var. De fortalte om er forsøg rettet mod nyrekræft, der havde spredt sig. Samtidig kunne de ikke sige noget nu, fordi jeg fik binyrebarkhormon. Det skulle ud af kroppen, inden der kunne tages stilling til om jeg kunne komme med i forsøget. De mente, at jeg havde gået med svulsten i ca. 5 år, så der skete ikke noget ved, at jeg skulle vente 3 uger mere.
 
Så var det tid til at tage stilling til alternativ behandling. I den bog, jeg havde læst, var der en henvisning til Horneman Thiilcke klinikken i Skodsborg og akupunktør Yaogen Xu også i Skodsborg. Gik så i gang med alternativ behandling for at ventetiden kunne bruges positivt. Det havde jeg det fint med. Jeg har aldrig været bange for at prøve noget alternativt, og da jeg kunne læse, at andre har haft god erfaring med hhv. akupuntur og kost, så tænkte jeg, at jeg ikke havde noget at tabe. Der var lang ventetid til Horneman Thiilcke-klinikken, men jeg aftalte med dem, at jeg kunne sende et billed og så ville de sende mig en kost-plan. Jeg synes at det virkede lidt mystisk, at manden kunne se på et billed af mig, og udfra dette vide, hvad jeg kunne spise, men jeg gjorde alligevel som de foreskrev. Jeg blev katogoriseret som minus, hvilket betyder at jeg skal spise mest +plus-mad. Samtidig fik jeg også en lang liste over alle de vitaminer og mineraler, jeg skulle tage. Jeg købte det meste og så gik jeg igang med at sætte mig ind i, hvad jeg skulle spise. Efterfølgende har jeg været i klinikken et par gange – og selvom det indimellem er lidt mystisk og flyvsk, så har det været opmuntrende at komme der. Og jeg er for det meste gået derfra med lidt ekstra motivation. Xu har aldrig lovet, at han kan helbrede mig, men han kan hjælpe mig. Det har været trygt at komme hos ham, og jeg har for det meste følt, at han har kunne hjælpe. Hvis jeg har haft ondt et sted, eller hvis bivirkningerne har været ved at blive for markante, så har han kunne hjælpe.
 
Det første halve år kom jeg der to gange om ugen, siden 1 gang og efter 1½ år kun hver 14. dag. Det har selvfølgelig kostet en del penge, men mine overvejelser har hele tiden gået på, at jeg jo ikke skal have penge med i graven. Derfor synes jeg, at jeg skal bruge mine penge på at forbedre den tid, jeg har tilbage – og hvis det alternative kan være med til at forlænge tiden, er det jo bare godt. Samtidig synes jeg selvfølgelig heller ikke at pengene har været spild, idet jeg kan mærke en forskel, når jeg har været til akupuntur, får spist mine vitaminer og mineraler osv.
 
Dagen før jeg skulle på Rigshospitalet igen, var jeg så uheldig at falde og brække min højre overarm. Så da jeg mødte op på Riget ville de ikke gøre noget før end der var gået 3 uger til, for jeg skulle være i stand til at sprøjte mig selv. Det blev jeg meget ked af, for nu forestillede jeg mig, hvordan kræften for rundt i min krop og lavede en masse ulykker. I de 3 uger var jeg meget langt nede. Da tiden så var gået mente jeg, at nu skulle jeg igang med behandlingen, men nej – der skulle tages en masse prøver, som jeg ikke kunne forstå, at de ikke havde lavet i den tid jeg gik med armen.
 
Men endelig.... den 11. august 2004 kom jeg igang med behandlingen. Jeg var meget nervøs over hvilke bivirkninger, jeg ville få. Jeg var blevet godt oplyst om dem og på papiret så de slemme ud. Jeg startede med Interferon-a. Jeg var ret nervøs over at skulle stikke mig selv, men det var overraskende nemt. Så ventede jeg på alle bivirkningerne, men de kom ikke rigtigt. Inden jeg gik i behandling havde jeg haft feber og meget store svedture om natten. Svedturene blev ikke mindre i den første tid, men aftog sidenhen. Jeg var nok også lidt mere træt og have nogen tørhed, men det var ikke slemt. Så de første 9 uger gik godt – jeg havde det fint. Min gigt havde også opført sig ordentligt, for man havde været bange for at den kunne bluse op på grund af behandlingen.
 
Den 12. oktober 2004 var jeg til den første CT-scanning og fik svar en uge efter. I den uge var jeg nervøs og tænkte meget over, om behandlingen virkede eller ej. Svaret var dog en stor god nyhed; behandlingen havde hjulpet – svulsten var svundet lidt ind og der kunen også konstateres positive forandringer på metastaserne. Da vi havde fået den besked, var det som om at både jeg og mine piger klaskede sammen på grund af lettelse. Vi havde nok været mere anspændt end vi regnede med. Da det var gået så godt med den første behandling, mente lægerne, at jeg skulle prøve 3-stof-behandlingen, men kun ½ dosis på grund af min ledegigt. Jeg var dog optimistisk og ville igang med denne behandling. Jeg tog imod den medicin, som jeg blev tilbudt mod bivirkninger – både lykkepiller og piller mod kvalme. Jeg er dog også overbevist om, at akupunktøren i høj grad afhjalp mange af bivirkninger eller i hvert fald gjorde dem til at leve med.
 
3-stof-behandlingen gav lidt flere bivirkninger. Jeg blev mere træt; tørheden blev meget værre; jeg tabte lidt hår dog uden at blive skaldet; fik rødme og ømhed i håndflader og fodsåler, så det gjorde ondt at gå. Jeg levede så normalt som jeg kunne. Deltog i familiefester, men gik måske lidt tidligere hjem. Gik på besøg hos venner og det var ikke kun sygdom der blev talt om. Jeg synes også at det var meget vigtigt at tale om noget andet. Men det var nu også rart at tale med venner om sygdom, især hvis jeg havde en dårlig dag, hvor det hele bare så sort ud – men også at kunne dele min glæde, når CT-scanningen var fin. Det hele gik fint indtil 14 dage før jul 2004. Juleaften var jeg meget dårlig, men jeg prøvede at stramme mig an for mine piger, børnebørn og svigerbørns skyld. Da var jeg nemlig sikker på, a det var min sidste juleaften. Den 25. december fik jeg voldsom diarre og den 27. blev jeg indlagt. Det var dejligt, for så var der nogle til at tage sig af mig – jeg kunne ligesom slappe lidt af igen. Mens jeg var indlagt, fik jeg besked på den sidste CT-scanning, og den var også god. Metastaserne i lungerne var igen reduceret, så jeg var pludselig igen ovenpå og glad.
 
Den anden 3-stof-behandling gav lidt større bivirkninger; tørhed i min mund og øjne; sår ved munden; mere hårtab; rødme og omhed i fødderne, som også skallede voldsomt. Jeg følte også en større uro i kroppen og havde svært ved at sove. Jeg fik dog nogle sovepiller, som gav mig ro. I slutningen af denne behandling var der optræk til diarré, men det fortalte jeg min akupunktør, og han behandlede mig, så jeg hel undgik diarré. CT-scanningen var også fin, og der var nu kun nogle enkelte pletter tilbage på lungerne.
 
Nu mente man så, at det var tid til at fjerne nyren. Jeg blev opereret sidst i april 2005, og det var det mindste af det hele – det gik bare så godt.
 
Lige i øjeblikket går jeg til kontrol hver 3. mdr, hvor jeg bliver CT-scannet. Efter behandlingen er stoppet har jeg haft lidt svært ved at finde ind i hverdagen, nu hvor jeg pludselig er overladt til mig selv. Jeg skal også vende mig til at leve med kræften og muligheden for at den kan komme tilbage. Jeg kan mærke, at når tiden nærmer sig for svaret på en kontrolscanning, så bliver jeg nervøs og lidt bange – om jeg nogen sinde vender mig til det, ved jeg ikke; det må tiden vise.
 
Jeg har også nok også haft en mindre depression, hvor jeg ikke synes, der var nogle som havde brug for mig; og hvad levede jeg i det hele tage for. Jeg orkede ikke at opsøge venner. Det er jeg dog kommet over, for jeg har 4 dejlige børnebørn og to dejlige piger og svigersønner. Jeg har under hele forløbet læst mange krimier og set krimier på TV. Det har jeg nok gjort for at aflede mine tanker fra min sygdom. Jeg har dog aldrig ligget vågen om natten og tænkt på min sygdom. Der har da været sorte dage, men i det store hele har de negative tanker ikke fået lov til at overskygge min hverdag.
 
Jeg synes, at jeg har fået en rigtig god behandling af Riget. Har fået gode og ærlige svar på alt, også selvom sandheden ikke var lige behagelig hver gang. Det har været rart, at jeg ikke skulle gætte mig til noget. Det har været dejligt, at jeg hver gang, når jeg skulle til scanning har fået det at vide i meget god tid, så jeg ikke skulle blive bekymret over at være glemt.

Patienter med kræft skriver til andre patienter med kræft


Privacy statement   



Copyright © Svaneklinik - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.